Mit navn er Mira Louise Friis, jeg er 47 år gammel og nyvalgt medlem til DKDK’s bestyrelse, et hverv jeg ser frem til at gå ind i og føler mig privilegeret over, at være blevet valgt til.

Min faglige baggrund er oprindelig 3 års spl. studie og merit sosu.assistent uddannelse. Jeg har i forlængelse heraf, uddannet mig til socialpædagog.

Derudover har jeg en narrativ pædagogisk lederuddannelse fra DISPUK, diplom i demens og en endnu ikke afsluttet Marte Meo terapeut uddannelse.

Mit faglige virke har i overvejende grad centreret sig omkring mennesker med demenssygdomme, dette har været i min egenskab, som enten konsulent, afdelingsleder eller plejecenterleder på specialiserede plejecentre for mennesker med demenssygdomme.

Min motivation for at deltage i DKDK’s bestyrelsesarbejde er bl.a.:

– At få større indblik i arbejdet med demens på nationalt plan

– At få mulighed at være medvirkende til, gennem DKDK’s røst,  at præge indsatser og lovgivning indenfor demensområdet

– At få mulighed for at udvikle og ”rokke” ved både forståelser og forforståelser omkring såvel demens som demensrelaterede emner, til gavn for alle implicerede i det praksisnære arbejde

– At få mulighed for at være med til at arbejde nationalt med at udvikle rollen som demenskonsulent

– At skabe og udvikle et fantastisk netværk på tværs af landet af og mellem alverdens demensfaglige kompetencer

Som menneske og som fagperson er jeg velfunderet og reflekterende, jeg finder det højst interessant, hvordan vi anvender sproget i verden, og hvordan vi med brugen heraf kan være medvirkende til at italesætte en virkelighed, på godt og ondt.

Jeg har øje for, at skabe bevægelse og refleksion i feltet, så der kan genereres ny viden og erfaringsdannes til gavn og glæde for såvel de mennesker jeg møder,  som lever med demens, som de der kerer sig om dem. Lige så lidt, som at “Hjertet aldrig får demens”, lige så væsentligt er det at have fokus på arbejdsglæde og trivsel gennem meningsfyldte ærinder og indsatser i hverdagen der skaber trivsel og kvalitet.

Jeg er meget optaget af, at forening af paradigmer indenfor demensområdet får opmærksomhed, forankring af metodearbejde og nytænkning i en praksis, der i årene der kommer, af flere årsager ikke bliver en mindre kompleks opgave at løfte.

Demensomsorgen kalder på en øget opmærksomhed af, at det hhv. sundheds – og socialfaglige paradigme reelt får plads og prioriteres til at kunne komplimentere hinanden, at de flerfaglige perspektiver, til gavn for kerneopgaven, får en fælles platform, eksempelvis med øget fokus ind i den lovpligtige dokumentation.

Socialpædagogikken, som begreb, arbejdet med opfyldelse af socialpsykologiske behov og arbejdet med det relationelle, kan lige så lidt kan stå alene som udredning, behandling og sygeplejefagligt fokus.

– En diskurs ændring kaldes der på.

Særlige kompetencer/interesser:

– Praksisnær udvikling

– Visionær og kreativ “krøllet hjerne”

– Mennesker og det sprog vi anvender, når vi taler om vores praksis, i f.t. det definerende

– Personcentreret omsorgsarbejde og beboerkonferencemodellen

– Marte Meo

– Socialpædagogik og metodearbejde

– Projektarbejde af større eller mindre karakter

– Procesfacilitering, undervisning og facilitator/katalysator

– Samarbejde og udvikling heraf i forhold til både familier, eksterne samarbejdspartnere, nærområde m.fl.